9. februar 2025

Introduktion

Om muligheden for en ny elite

Af professor Kevin MacDonald

Jeg er måske bedst kendt for at dokumentere en fjendtlig, meget indflydelsesrig jødisk elite i USA og egentlig i hele Vesten. Men jeg synes, at tingene er ved at ændre sig i en god retning. Med nogle vigtige undtagelser.

Jøder er steget til tops i det amerikanske samfund i flere etaper. I begyndelsen af det 20. århundrede var de vigtige nok til at komme på Henry Fords radar. Ford bemærkede deres fremtrædende rolle inden for en række områder og deres fjendtlighed over for kristendommen – se min diskussion af Henry Fords The International Jew , der blev udgivet fra 1920 til 1922. Jøder havde også fremtrædende roller i FDR’s administration, men det var først efter Anden Verdenskrig, at de antijødiske holdninger stort set forsvandt, og de kom for alvor ind i mainstream. Jøder ledte derefter 1960’ernes modkulturelle revolution og blev en dominerende elite i 1960’erne, dybt involveret i vedtagelsen af immigrationsloven fra 1965, som i sidste ende ændrede landet radikalt, såvel som borgerrettighedslovgivningen og venstrefløjens generelle opstigning til en dominerende position i amerikansk kultur. Den jødiske opstigen blev ledsaget af tilbagegangen og den endelige formørkelse af det tidligere dominerende WASP-etablissement på østkysten.

De vigtigste kilder til jødisk magt siden 1960’erne har været 1.) deres ejerskab af medier og deres skabelse af medieindhold som forfattere og producenter; 2.) deres rigdom og villighed til at bidrage til politiske sager – finansiering af politiske kandidater og etablering af nonprofitorganisationer og lobbygrupper, der kan påvirke den offentlige politik; 3.) deres dominans af den akademiske kultur, i sidste ende på grund af deres indflydelse på eliteuniversiteter, der siver ned til lavere rangerende universiteter og til sidst K-12-uddannelsessystemet.

Findes denne jødiske magtstruktur stadig? Ja, men der ser ud til at være sket vigtige ændringer.

Medier. Da jeg voksede op (for MEGET lang tid siden), var der tre tv-netværk, som alle var ejet af jøder (CBS, ABC, NBC). Disse netværk er stadig ejet af jøder, og New York Times er stadig jødisk og afspejler det jødiske mainstream-liberale venstrefløjssamfund. Men færre og færre mennesker går op i det.

Hvis valget i 2024 viser noget, så er det, at der er større mistillid til de gamle mainstream-medier end nogensinde før, og at de effektivt er blevet erstattet af alternative medier, især podcasts og sociale medier, blandt store dele af vælgerne, især de unge. Joe Rogan, en tidligere liberal (var alle ikke det?), er blevet mere og mere konservativ, og Tucker Carlson har flyttet grænserne for konservativ tænkning, som f.eks. hans interview med Darryl Cooper, der sætter spørgsmålstegn ved den hellige fortælling om Anden Verdenskrig, og hans interview med Curt Mills, der berører de neokonservative og USA’s katastrofale krige i Mellemøsten. En anden tidligere liberal, Elon Musk, går lystigt til angreb på det fasttømrede, overvejende demokratisk prægede føderale bureaukrati.

For nylig smed Trumps forsvarsminister Pete Hegseth The New York Times, NPR, NBC og Politico ud af deres Pentagon-kontorer for at gøre plads til One America News Network, The New York Post, Breitbart News Network og HuffPo (som ikke havde bedt om at blive repræsenteret). Alle dem, der blev erstattet, er udpræget venstreorienterede, og erstatningerne er konservative, undtagen HuffPo. Ingen af dem kan betragtes som gamle medier.

Thomas Edsall i NYTimes har bemærket, at »Mens både demokrater og republikanere har forladt aviserne i stigende antal, … accelererede faldet blandt republikanerne meget hurtigere, end det gjorde for demokraterne i 2016, det år, hvor Trump første gang stillede op til præsidentvalget.«

Kort sagt: Aviser er en vigtig informationskilde for demokrater, men ikke for republikanere.

Et problem er selvfølgelig, at konservative medier er slavisk pro-israelske, selv om de typisk er imod venstreorienterede indenrigspolitiske tiltag, som det jødiske mainstream-samfund foretrækker, f.eks:

1. at fremme et højt niveau af lovlig ikke-hvid indvandring, muliggøre ulovlig indvandring og stoppe med at deportere ulovlige indvandrere, fordi de ser dem som fremtidige vælgere for den liberale venstrefløj og udvander de hvide amerikaneres magt;
2. fremme af såkaldte love om hadefuld tale og andre forsøg på at begrænse ytringsfriheden om racemæssige/etniske spørgsmål, herunder især kritik af Israel;
3. gå ind for let adgang til abort, transkønnethed, homoseksuelles rettigheder osv.

Jøder stemmer typisk overvældende på Demokraterne og finansierer grundlæggende det demokratiske parti. Ved valget i 2024 stemte de 71-79 procent på Harris og støttede dermed den liberale politik på den yderste venstrefløj, som Harris’ kampagne gik ind for. Selv om der var et vist skift til mere konservative stemmer blandt grupper af jøder, er de stadig på venstrefløjen, når det gælder indenrigspolitiske spørgsmål.

Jødiske neokonservative var længe en fast bestanddel af GOP, men forlod partiet med Trumps fremgang på grund af hans erklærede afsky for udenlandske krige og sandsynligvis på grund af Trumps erklærede syn på indvandring og multikulturalisme. Forudsigeligt nok hoppede de neokonservative uden problemer over til Demokraterne, hvor deres venstreliberale syn på indenrigspolitik passede lige ind. Mens de var i GOP, flyttede de partiet til venstre på sociale spørgsmål, mens de fremmede pro-israelske krige i Mellemøsten og nu Ukraine-krigen mod Rusland. Konservative medier støtter i det store og hele Trump (han »bliver bare ved med at vinde«), og de er derfor et anathema for de fleste jøder.

Pointen er, at selv om konservative medier er besat af pro-Israel, er de imod holdningerne og politikkerne i det jødiske mainstream-liberale venstrefløjssamfund, når det gælder indenrigspolitik. De gamle medier, som er en af de vigtigste magtbaser for det jødiske mainstream-liberale venstrefløjssamfund, ser ud til at være i dødelig tilbagegang.

Fremkomsten af alternative medier er kritisk. Under Elon Musk er X tydeligvis åben for konservative synspunkter, og når jeg går derind, ser jeg kun konservative og endda antijødiske indlæg (f.eks. af @NickJFuentes og Ye, selv om jeg har bemærket, at Ye’s seneste indlæg ser ud til at være blevet fjernet eller begrænset). Jeg vendte for nylig tilbage til X under mit rigtige navn (@realKevinMacDonald), og indtil videre er der ikke sket noget. X er blevet et højreorienteret medie, som tiltrækker unge mennesker og mange andre, der afviser de gamle medier – under optakten til valget var det fantastisk underholdning at se svarene på indlæg fra Harris-kampagnen.

Finansiering af venstrefløjen. Hvad med finansieringen af venstrefløjen? Jødisk økonomisk indflydelse er bestemt stadig til stede, men vi ser fremkomsten af en meget velhavende klasse af ikke-jødiske milliardærer, prototypen er Elon Musk (som efter sigende gav Trumps kampagne over 290 millioner dollars). Velhavende ikke-jøder er således ganske villige og i stand til at finansiere en konkurrencedygtig kampagne som Trumps. I en tidligere artikel citerede jeg en undersøgelse, der viste, at i august 2024 var 21 af de 25 største donorer til Trump ikke jøder – Musk ikke medregnet. Samlet set brugte demokraterne (880 millioner dollars) omkring dobbelt så meget som republikanerne (445 millioner dollars) på præsidentvalget i 2024, hvilket viser, at jøderne fortsat er klar til at finansiere venstrefløjen. Men Trump-kampagnen havde helt sikkert penge nok til at føre en troværdig kampagne og endda vinde på trods af den syndflod af had, der udgik fra de gamle medier.

Jødiske penge er altså ikke nødvendige for at vinde, især ikke hvis verdens rigeste mand er med om bord. Selv hvis Musk gav 300 millioner dollars, er det mindre end 1 procent af hans formue. Musk kunne faktisk finansiere en præsidentkampagne helt selv – 1 milliard dollars ville være mere, end selv Demokraterne brugte på præsidentkampagnen i 2024, men det kunne Musk sagtens have råd til. Som jøderne altid har vidst, er penge magt.

Al denne rigdom, der støtter Trump 2.0, var tydelig ved Trumps indsættelse:

Her var USA’s teknologimagnater, medlemmer af hans hof, i et panteon ved hans anden indsættelsestale, lige over for de tidligere præsidenter og foran Trumps formodede kabinet. Mange medlemmer af Kongressen, den egentlige valgte regering, var henvist til de billigere pladser.

De mænd, der kontrollerer amerikanernes øjne og ofte også følelser, fik de bedste pladser; flere af dem har købt store palæer i Washington for at være tættere på det ovale kontor.

Elon Musk sad bag vicepræsidentens mor og slog ud med armene og gav to tommelfingre op, da Trump sagde, at han ville sætte et amerikansk flag på Mars, hvor Musk gerne vil dø (bare ikke ved nedslaget).

Googles Sundar Pichai var i nærheden af Don Jr. og ved siden af Jeff Bezos og Lauren Sanchez, som var i nærheden af Ivanka og Jared. Shou Zi Chew, TikToks administrerende direktør, sad ved siden af Tulsi Gabbard, Trumps påtænkte direktør for den nationale efterretningstjeneste. Tim Cook fra Apple var tæt på Barron Trump. Sam Altman, lederen af OpenAI, var også med til indvielsen, men – måske på grund af hans juridiske duel med Elon – sad han i et overfyldt lokale sammen med Ron DeSantis, Eric Adams og Conor McGregor.

De fleste af disse tycoons følger sandsynligvis bare med strømmen, men det er en enorm ændring fra indsættelsen i 2017 og tyder på, at de er ganske komfortable med de store forandringer, som Trump er i gang med.

Den akademiske verden. Og så er der universitetet – afgjort den hårdeste nød at knække, fordi ansættelser kontrolleres nøje for at sikre, at nye lærere og administratorer er på venstrefløjen. Akademikere, der går over stregen, kan forvente et helt liv med chikane og fjendtlighed, og hvis de ikke har fastansættelse, vil de helt sikkert blive fyret, uanset hvor god deres undervisning og forskning er.

Som på andre områder steg jøder til vejrs i den akademiske verden efter Anden Verdenskrig og især i 1960’erne. Da de først havde opnået en fremtrædende position, fremmede de udvidelsen af afdelinger, der hovedsageligt bestod af venstreorienterede aktivister, såsom kønsstudier og forskellige afdelinger for etniske studier for sorte, latinoer, asiater, jøder osv. og udvidede dermed det liberale kunstfakultet og skabte en kritisk masse af venstreorienterede aktivister. Denne struktur er stadig på plads.

Siden den israelske krig i Gaza, på Vestbredden, i Libanon og i Syrien har der været mange protester på campus, men det har den jødiske magt sat en hurtig stopper for (se »Massive Decline in Protests from Spring to Fall, 2024«): »Politikkerne spændte fra at forbyde opstilling af telte på campusområdet til at begrænse de tidspunkter og steder, hvor studerende må afholde demonstrationer. Mens eksperter i ytringsfrihed er enige om, at nogle begrænsninger i tid, sted og måde er acceptable, har de stemplet nogle politikændringer som forfatningsstridige.« På UCLA fik pro-israelske bøller lov til at gå amok blandt demonstranterne, mens politiet så til. Ron Unz:

Endnu værre scener udspillede sig på UCLA, hvor en lejr af fredelige demonstranter blev voldsomt angrebet og slået af en flok pro-israelske bøller uden tilknytning til universitetet, men bevæbnet med stænger, køller og fyrværkeri, hvilket resulterede i nogle alvorlige kvæstelser. En professor i historie beskrev sin forargelse over, at politiet i nærheden stod på sidelinjen og ikke gjorde noget, mens UCLA-studerende blev angrebet af udefrakommende og derefter anholdt omkring 200 af de førstnævnte. Ifølge lokale journalister var den voldelige pøbel blevet organiseret og betalt af den pro-israelske milliardær Bill Ackman.

Det er klart, at disse restriktioner ligger langt fra universiteternes reaktioner på BLM-optøjerne.

Som Unz bemærkede,

Jeg vil tro, at de fleste af disse studerende var helt lamslåede over sådanne reaktioner. I årtier havde de og deres forgængere frit protesteret mod en lang række politiske sager uden nogensinde at have mødt bare en flig af en så ondskabsfuld gengældelse, endsige en organiseret kampagne, der hurtigt tvang to af de Ivy League-præsidenter, der havde tilladt deres protester, til at træde tilbage. Nogle af deres studenterorganisationer blev straks forbudt, og demonstranternes fremtidige karrierer blev hårdt truet, men de rædselsvækkende billeder fra Gaza fortsatte med at nå deres smartphones. Som Jonathan Greenblatt fra ADL tidligere havde forklaret i et lækket telefonopkald: »Vi har et stort TikTok-problem.«

Så ja, den jødiske magt i den akademiske verden lever i bedste velgående.

Trump-administrationen slår hårdt ned på den akademiske venstrefløj, men ikke på den jødiske magt på universiteterne, og foreslår at deportere udenlandske studerende og professorer, der er involveret i anti-israelske protester: »Den nye justitsminister, Pam Bondi, har oprettet en taskforce, der skal retsforfølge antisemitiske handlinger, også på universitetscampusser. Præsidentens ordre udpeger sidste års universitetsprotester mod Israels krig i Gaza, som ifølge præsidenten udløste en byge af diskrimination mod jødiske studerende. Ordren er rettet mod internationale studerende, som deltog i disse protester, og som risikerer at blive deporteret.«

Der er også en kampagne for at gøre en ende på DEI på universiteterne. Christopher Rufo, der blev interviewet af den jødiske aktivist og New York Times-klummeskribent Michelle Goldberg, sagde: »’Hvis man har Det Hvide Hus’ fulde vægt, uddannelsesministeriets fulde vægt og en flok højreorienterede advokater, der forsøger at bruge alle de lovbestemte og udøvende beføjelser, de har, til at omforme de videregående uddannelser, tror jeg, det kunne blive en meget smuk ting’. Rufo vil af med DEI på de videregående uddannelser og stoppe den »›voldsomme‹ diskrimination af hvide, jødiske og asiatiske studerende og fakultetsmedlemmer, især gennem D.E.I.-programmer, som har til formål at øge repræsentationen af grupper, der anses for at være underprivilegerede.«

Trumps holdning til udenlandske studenterdemonstranter vil sætte en yderligere stopper for det, der allerede er sket med anti-israelske protester. Men at bekæmpe DEI på universiteterne vil være en kamp op ad bakke mod et akademisk etablissement, der har afsat enorme summer og ansat tusindvis af bureaukrater til at administrere DEI-programmer, og som sandsynligvis vil finde måder at fortsætte det på, selv om det er forbudt ved lov, som de har gjort med positiv særbehandling ved optagelse.

Men af de tre hovedkilder til jødisk magt er akademisk indflydelse den mindst vigtige. Studerende vil bemærke, at DEI-jobs er ved at tørre ud, og at det ikke er en god vej til social og karrieremæssig succes at udtale og efterleve de gamle venstreorienterede politiske klichéer. Især kvinder vil sandsynligvis ændre politiske præferencer, når de ser et skift i statushierarkiet, men mænd vil også ændre deres holdninger, når de forsøger at avancere i det nye hierarki.

* * *

Konklusion: Der er en reel mulighed for, at der opstår en ikke-jødisk elite, som er centreret uden for de traditionelle medier, og som har de økonomiske ressourcer, der skal til for at føre succesfulde politiske kampagner og finansiere kompatible NGO’er. Om det kan udvikle sig til en anti-jødisk elite, er et helt andet spørgsmål – usandsynligt inden for en overskuelig fremtid på grund af de dybe personlige bånd og forretningsforbindelser blandt elitejøder og ikke-jøder. Ikke desto mindre afviger Trump-administrationens indenrigspolitik for det meste dramatisk fra den politik, som det jødiske mainstream-liberale venstrefløjssamfund længe har foretrukket. Vi ser allerede adskillige jødiske organisationer, der protesterer mod enhver afslutning på DEI eller deportationerne.

Selvom den nuværende situation er under forandring, er det meget muligt, at den nye elite, der er beskrevet her, i fremtiden kan blive langt mere end en mulighed. Denne nye elite vil måske indse, at jødisk støtte og jødisk magt i amerikansk politik ikke er, hvad den har været, og at der ikke er noget reelt behov for at støtte den politik, som det jødiske mainstream-samfund går ind for. Det kan faktisk allerede være sket – med den vigtige undtagelse af pro-israelske holdninger, som også appellerer til nogle dele af den republikanske base (f.eks. de konservatives og evangelikales knæfald for Israel). Nogle dele af denne nye elite er måske godt klar over den rolle, jøder har spillet i opbygningen af den multikulturelle katastrofe, som USA er blevet – en holdning, der var almindelig på den amerikanske højrefløj i årtier, i hvert fald indtil de neokonservative skubbede de traditionelle konservative ud under Reagan-administrationen (her s. 16 og 26), og William Buckley rensede den konservative bevægelse for kritikere af jødisk indflydelse. Og de er måske godt klar over, at den slaviske støtte, som USA har givet Israel, har været enormt dyr i form af liv og penge, uden at den egentlig har tjent amerikanske interesser.

Musk er et godt eksempel. Fra en artikel fra 1. november 2024:

Musk er i stigende grad ude af kurs i sine tweets: »Skaden var sket,« bemærkede [holocaust-aktivisten] Deborah Lipstadt om et Musk-indlæg på X. «Støtten til Great Replacement-teorien var meget skadelig.« Lipstadt tilføjede, at hun misbilligede, hvad hun så som ethvert forsøg på at »mildne« Musks tidligere tweet, uden at kritisere ADL’s leder Jonathan Greenblatt direkte. »Man kan forsøge at afbøde, men når man først har åbnet puden, er det som at jage fjerene,« sagde hun.

Musk svarede en bruger, som skrev: »Jødiske samfund har fremmet præcis den form for dialektisk had mod hvide, som de hævder at ville have folk til at holde op med at bruge mod dem. Jeg er dybt uinteresseret i at give den mindste s- nu om vestlige jødiske befolkninger, der kommer til den foruroligende erkendelse, at de horder af minoriteter [de] støtter, der oversvømmer deres land, ikke ligefrem kan lide dem for meget.«

Musk svarede: »Du har sagt den egentlige sandhed.«

Greenblatt sluttede sig til et højlydt kor, der fordømte indlægget. Andre jødiske grupper, herunder American Jewish Committee, fordømte det skarpt. Senere i samme tråd gik Musk til angreb på selve ADL og sagde, at gruppen »de facto fremmer antihvid racisme«. Han undskyldte for meget af dette og aflagde de obligatoriske besøg i Auschwitz og Israel, men det er svært at tro, at han nu afviser disse ideer.

Som altid er jeg optimist. Jeg tror, at mange af personerne på højrefløjen er meget bevidste om de skadelige virkninger af jødisk magt og indflydelse på det tidligere så dominerende hvide Amerika. Og som jeg bemærkede, »er det svært at tro, at [Musk] nu afviser disse ideer.«

Og det er svært at tro, at jøder er i stand til at fastholde deres position som forbilleder for tolerance og dyd i lyset af Israels handlinger i Gaza og den støtte, disse handlinger har fået fra det amerikansk-jødiske samfund.

Vi kan tage vores land tilbage.

---

Kilde: https://www.theoccidentalobserver.net/2025/02/09/on-the-possibility-of-a-new-elite/ udgivet d. 9. februar.

(Det første billede i denne artikel er AI-genereret)